Skærtorsdag i gamle dage...........

Skræmmende folketro i det 16. århundrede

 
Den første egentlige helligdag i påsken var "Skærtorsdag". På den dag kæmpede folketroen en kamp om lyset og mørket. De lyse sider gjaldt først og fremmest den magiske kraft fra den eneste grønne plante som havde overlevet vinteren, nemlig kålen. Ni slags kål kogt sammen værnede imod sygdom og alt andet ondt i året der kom. I Tyskland blev Skærtorsdag kaldt grønne torsdag, det har muligvis forbindelse til denne overtro. Luften ejede også en rensende kraft på den dag - hvis man hængte sit tøj ud i de fri, blev det befriet for møl. Det samme gjaldt sengetøjet, men her var det lopperne,der gik sig en tur.

Lorents Frölich: Loke

I Telemarken i Norge skulle man dog gøre lidt mere ud af det. Man skulle flette tre snore til hjælp for Lokes ødelagte slæde. Han kom kørende hver Skærtorsdag med et læs lopper, der var så tungt at hans slæde gik itu - og hvis han ikke blev hjulpet med snorene, kom man ikke af med loppeplagen det år.

Noget af det mest skræmmende var heksenes magt på Skærtorsdag, der ligesom Valborgsdag og Sankt Hansdag var heksenes fest, og hvis man ikke sikrede sig imod dem, var man virkelig i fare. Christian den Andens "gejstlige lov" beordrede øvrigheden på Skærtorsdag og Valborgsdag at holde øje med alle, der var mistænkt for troldom. Men det var ikke helt så enkelt, for heksene var usynlige og de fór på et kosteskaft i nattens mulm og mørke til samlingspladsen. Man kunne dog selv gøre noget for st sikre sig. Fæste stål over dørene, lægge stål i sengen og ude hos kreaturerne, sprede økser og andre jernting på markerne og fjerne et hjul fra ploven -  så de hekse der gerne ville køre ikke kkunne bruge den. Men det var umuiligt at helgardere sig. og hvis man glemte noget som helst, var man fortabt. Heksen Ingeborg Bogesdatter i Högnalöff i Sverige tilstod i 1618, at hun havde taget en kalv ud fra stalden, lagt bidsel på den og redet over skov, mark, bjerg og vand til Blåkulla, hvor hun deltog i hesksefesten. Før hun tog afsted, havde hun været snedig nok til  at blæse vind i sin natkjole og forme en skikkelse af sig selv, som hun lagde ved siden af sin ægtemand. Yngre hekse behøvede ikke noget ridedyr e ller køretøj - de kunne ved egen hjælp hæve sig i luften og flyve afsted.

Det sikreste var at ringe med kirkeklokkerne. Helt op i det 19. århundrede var det skik i Småland hver "dimmelonsdag" om aftenen efter solnedgang og igen Skærtorsdag moren før solen var stået op, at klemte påskekællingerne ned. Præstens karle ringede med kirkeklokken, da tre hekse fløj over kirkespiret. De faldt ned, skiftede skikkelse og forvandlede sig til tre geder, der løb op i en gammel birk. En mand, der stod lige ved siden af, huggede den ene ged i foden. Alle bemærkede at en gammel kvinde haltede i landsbyen, og der var ingen der var i tvivl om, at hun havde været med på turen til Blåkulla. Hvad der så skete med hende melder historien ikke noget om. I et andet lignende tilfælde forvandlede den nedfaldene heks sig til en hvid so. Tre påskekællinger, der blev ringet ned et sted, hvor de netop skulle til at "piske kirken", som hekse også kunne finde på at gøre, blev fundet helt nøgne. 

Men man kunne selv finde ud af hvem der var hekse. Man tog det første hønseæg, der blev lagt Skærtorsdag morgen og tog det med sig hen i kirken. Hvis man kikkede igennem det mens solen skinnede, kunne man nøjagtigt se hvilke kvinder i menigheden, der var hekse og havde været til heksefest aftnen før.


Det er ganske vist. 


God Påske!

Kilde: Dagligt liv i Norden i det 16 århundrede. Projekt Runeberg 1914.