Umberto Eco og Haruki Murakami

Umberto Eco

"Kirkegården i Prag" af Umberto Eco er en mursten skrevet af an gigant. Den er så ordrig at det nærmest er et arbejde at komme igennem den. Men som sædvanlig er Eco en mester i fortællingens kunst, og hans viden om Europas historie i det 18. århundrede er enorm. Til at begynde med undrede og frastødte det mig at læse om hans angreb på jøder. Hvor ville han hen med det? Men det gik jo hurtigt op for én. Det var starten på antisemitismen i det 20. århundrede.
Vi får en masse at vide om jesuitternes konspirationer, men det hele minder også om nutidens efterretningstjenester. Personerne - undtagen hovedpersonen - har alle levet og dokumenter har eksisteret. Hovedpersonen er en temmelig usympatisk person. Han er noget af en svindlerkarl der frembringer falske dokumenter efter sit forgodtbefindende, blandt andet at højtstående jøder ifølge hans kilder mødes på den jødiske kirkegård i Prag for at overtage verdensherredømmet.
 
Nu fandt jeg bogen på bibliotekets 14 dages lån. Jeg troede at Eco ville fortælle noget om byen Prag som jeg elsker at læse om, men jeg var kommet godt ind i bogen, før jeg opdagede at det ville han absolut ikke. Der er nogle trykfejl i bogen. Den er oversat fra italiensk, så det må være den danske oversættelse der halter. Chateau Lafite bliver kaldt Chateau Latife o.s.v. Det er gået for hurtigt.



Murakami
Samtidigt var jeg i gang med at læse Murakamis 2. bind af 1Q84 , og det var næsten for meget at gabe over med de to romaner på én gang, men det var jo min egen skyld! Han er genial. Jeg troede at han fik Nobelprisen i Literatur denne gang, men han kan nå det endnu. Fortællingen om Kattenes By i denne bog er absolut enestående og uhyggelig. Og Little People- dagen efter jeg havde læst den færdig mødte jeg en af Little People. Det var en underlig og uvirkelig oplevelse, og jeg kan ikke fortælle mere end det, andet end at  I sikkert ved at der findes mennesker der aldrig bliver større end et tiårs barn.
Murakami får selvfølgelig også brugt Tjekhovs pistol! "Hvis der dukker en pistol op skal den også affyres på et eller andet tidspunkt". Det var bare "smadderærgerligt" at Aomame brugte den på sig selv. Jeg havde en
fornemmelse af at trappen på skrænten var forsvundet og at hun ikke kunne komme tilbage, men kunne hun ikke have skudt en rotte ved tankstationen i stedet for? Nå nej, det ville ikke passe så godt med handlingen....

Der er et bind 3. Hvad så med Aomame. Vågner hun op igen?

"Men det her er jo ikke nogen fortælling. Det er den virkelige verden."

Og nu er det snart vinter og tid til at læse det man ikke har nået i sommer...........