Digtere har skrevet om Narcissus fra den græske mytologi i mere end
to tusind år, og kunstmalere har beskrevet ham siden det 14 århundrede.
Den romerske digter Ovid fortalte sin klassiske historie om
Narcissus,der elskede sig selv og Echo, der elskede sin egen stemme - en
anden variation fra 50 BC fortæller, at Narcissus begår selvmord, mens
en forfatter et århundrede senere skriver, at Narcissus blev forelsket i
sin tvillingsøster og ikke i sig selv. Men den mest kendte historie om
Narcissus er fra den græske mytologi, hvor Narcissus er en jæger, der er
berømt for sin skønhed, men som kun har foragt tilovers for de
mennesker, der elsker ham. Nemesis, hævnens gudinde, vil give ham en
lærestreg og viser ham hen til en lille sø, hvor hun beder ham kikke ned
i vandet. Han bliver så forelsket sit eget spejlbillede, at han ikke
kan løsrive sig. Han dør. En blidere version af myten siger, at Afrodite
kommer og forandrer ham til en blomst.
Navnet
Narcissus eller Narkissos stammer muligvis fra det græske ord narke, der
betyder søvn eller sløvhed. Ordet narcissisme forbinder vi nok mest med
forfængelighed eller overdreven fascination af sig selv. Forfattere
har brugt Narcissus som en model for deres hovedperson, og en af de
mest kendte er nok Oscar Wilde's "Picture of Dorian Gray". I Harry
Potter er der en karakter, Narcissa, der er opkaldt efter
Narcissus, hun er utroligt forfængelig og arrogant. Narcissus har også
roller på film, som i Disney-filmen "Hercules", hvor han er en olympisk
gud med lilla hud. I filmen "Alien" hedder redningsfartøjet som Ripley
undslipper med Narcissus. Også i musikken er Narcissus med. I "Supper's
Ready" med Genesis, bliver der henvist til Narcissus-myten med en tekst
om en ung mand, der sidder ved en dam. Det ender med at han bliver til
en blomst . Satsen hedder: "How Dare I Be So Beautiful". En ballet om
Narcissus blev danset af Nijinski i 1911. Men der er masser af eksempler
på Narcissus' rolle i kunst og kultur. Han er selvfølgelig også en del
af psykologien med Sigmund Freud og Otto Rank i spidsen.
|
Påskelilje, Narcissus pseudonarcissus |
Men alt dét véd den skønne påskelilje intet om, den
er bare smuk - og den står der med sin flotte gule farve og sin fine
duft ved påsketid. Påskeliljen er naturligt hjemmehørende i det vestlige
Europa fra Spanien og Portugal til det østlige Tyskland og det nordlige
England og Wales. Den er almindelig i haver, og vilde planter vokser i
skove, på græsarealer og på klippegrund. Nogle steder er bestanden
faldet betydeligt siden det 19. århundrede på grund af intensivering af
landbruget, rydning af skov og opgravning af løg til brug i haver. I
England i en nationalpark i North York Moors er der i Farndale Valley en
stor bestand af påskeliljer langs med bredderne af floden Dove.
Foto Mindeparken, Århus: gb
No comments:
Post a Comment